9 nye fotografelever efterlader deres AFTRYK i verden
Så oprandt dagen, som jeg har ventet på og kæmpet for at nå – den dag, hvor jeg officielt fik overdraget mit svendebevis. Min rejse mod at blive udlært fotograf startede tilbage i 2010, og blev her i september 2019 endelig realiseret.
2019 var et særligt år – for sideløbende med at drive min fotografvirksomhed Koldsø Fotografi, var jeg også i fuld gang med at færdiggøre fotografuddannelsen ved Medieskolerne (Media College Denmark) i Viborg. Uddannelsen er en bred faglig uddannelse, hvor man berører alle de store grene af fotografiet – fra portætter og mode – til arkitektur, reportage og produktfoto. Uddannelsen afsluttedes med præsentation af sin svendeportfolio, hvor man over for 3 sensorer, skulle forsvare sine værker, sin teknik og sin tankegang. Her scorede jeg 10/12 for portfolioudtryk og mundtlig fremlæggelse. Slutteligt – når vi alle havde været igennem eksamen og faktisk VAR blevet uddannet, kunne vi se frem til den længe ventede fernisering af vores svendeværker. Sammen med 8 andre fotografelever afholdt vi ferniseringen AFTRYK 2019 i Filmbyen i Aarhus den 5. og 6. september 2019.
Nederst i indlægget fremvises min afgangsportfolio, der er en kombination af kundeopgaver og personlige læringsprojekter. Min hovedvægt lå i at skabe en portfolio, der viser stor forskellighed i både motiv, udtryk og lysmæssig kompleksitet. Indtil da havde jeg ikke beskæftiget mig meget med arkitektur, så det var også vigtigt for mig, at vise lidt mere af denne genre, end andre. I alt skulle de 25 portfolio billeder fordeles inden for følgende kategorier:
- 5 x Arkitekturbilleder
- 5 x Produktbilleder
- 5 x Portrætoptagelser
- 10 x billeder efter eget valg – de såkaldte frie motiver
Årets Fotografelev 2019
Vinder prestigefyldt pris
Udover ENDELIG at have opnået sin drøm om, at blive færdiguddannet fotograf – så opnåede jeg også én af de ting, som jeg kan være særligt stolt af. Jeg var en af de få fotografelever, som faktisk aldrig rigtig har fået chancen for at stå i lære. Jeg har måtte tilegne min viden selv gennem hårdt arbejde. Fra at se de mange helt fantastiske portfolioer på udstillingen – og tænke “ej, gad jeg havde arbejdet med sådan noget” – til at blive dén, der har den mest unikke portfolio (på den gode måde) var helt uventet og helt fantastisk dejligt. Ikke desto mindre var det netop, hvad der skete.
For hvert afgangshold udnævnes én fotografelev, der vinder DFF prisen “Årets FotografElev prisen”, for at have vist et højt fagligt og stilsikkert niveau og for at fremvise en portfolio – bestående af hver 25 billeder fordelt på flere kategorier – , der stikker frem fra mængden og er unik. Den store ære tilfaldt mig, og selvom jeg i mit stille sind havde håbet og drømt om, at det var mit navn, der blev råbt op – så havde jeg aldrig regnet med det.
Nedenfor kan du se videoklippet, hvor formanden for Dansk Fotografisk Forening – Bent Nygaard – holder tale og overrækker FotografElevPrisen til heldige mig (der ikke har ret meget at sige i ren chok). Nederst på siden (under min svendeportfolio) kan du se den fulde video (ca. 23min) med taler fra bl.a. rektoren fra Medieskolerne, DJ Fotograferne og Dansk Fotografisk Forening.
Artikler:
Magasinet “AFTRYK”:
Mød de 9 nyuddannede fotografelever i denne elevpublikation.
Kontakt
Mobil: +45 42 49 43 81
E-mail: info@koldsoefotografi.dk
B2B: www.fotografchanettkoldsoe.dk
Koldsø Fotografi
v/ Chanett Koldsø
8660 Skanderborg
CVR-nr.: 34234051